Selvom CD14 udtrykkes i de fleste celler, er dets ekspressionsniveau begrænset sammenlignet med det i MHC Ⅰ. Den vævsspecifikke genekspression bestemmes af dens kromatinstruktur og DNA-methyleringsstatus. Den begrænsede ekspression af CD14 bestemmes også af den specifikke kombination af vævsspecifikke nukleare transkriptionsfaktorer eller almindelige nukleare transkriptionsfaktorer. For eksempel PU. 1 findes kun i monocytter og B-celler; NF-M (nuklear faktor-M), der kun findes i monocytter, er medlem af CAAT/enhancer binding protein (C/EBP) familien; desuden deltager transkriptionsfaktorer såsom Sp.1 (stimulerende protein 1) også i reguleringen af ​​genekspression.

I processen med monocytdifferentiering til makrofager steg ekspressionen af ​​CD14 signifikant. For at studere reguleringen af ​​CD14-genet, Zhang et al. fordøjede humant kromosom 5 med Eco R Ⅰ og opnåede det humane CD14-gen efter specifik kloning af nogle genfragmenter. Den fulde længde af det humane CD14-gen indeholder en 5,5 kb kodende sekvens og en 4,2 kb opstrøms regulatorisk sekvens ved 5'-enden. På nuværende tidspunkt er det klart, at et hovedtranskriptionsstartsted og et sekundært transkriptionsstartsted er placeret ved 101 bp og 130 bp opstrøms for ATG-startstedet for proteinet.

Sammenlignet med de ikke-mononukleære cellelinjer HeLa og REX indeholder den humane CD14-positive mononukleære cellelinje Mono Mac 6 et 128 bp DNA-fragment af opstrømssekvensen, som har en stærk effekt og monocytspecifik promotoraktivitet. Der er fire regioner i dette fragment, der kan interagere med nukleare proteiner isoleret fra monocytter. De trans-virkende faktorer, der binder til GGGCGG-rammen, hedder alle Sp (stimulerende protein). Den klonede Sp.1 er sammensat af 696 aminosyrer og har tre zinkfingerstrukturer i N-enden, som er bindingsstedet for DNA. Sp.1 kan kombineres i tre forskellige regioner af CD14-promotoren. Sp.1 er en zinkfinger DNA-bindende transkriptionsfaktor, som kan påvises i alle pattedyrceller, men dens ekspression varierer i forskellige væv.

Sp.1 er stærkt udtrykt i hæmatopoietisk væv, hvilket indikerer, at det spiller en vigtig rolle i udviklingen af ​​hæmatopoietiske celler. Det er blevet bekræftet, at Sp.1 er en vigtig faktor til regulering af erythroide celler, lymfoide celler og myeloid-specifikke gener. Sp.1 er ikke kun en nøglefaktor for den vævsspecifikke ekspression af CD14-molekyle i monocytter, men involverer også differentieringsinduktion af CD14-ekspression, det vil sige fremme differentieringen af ​​myeloide mononukleære stamcellelinjer. Reguleringen induceret af vitamin D3 sker hovedsageligt gennem Sp.1-stedet for at øge ekspressionen af ​​sCD14. Når først hovedbindingsstedet (-110 bp) af Sp.1 er muteret, kan det reducere aktiviteten af ​​de vævsspecifikke promotorer. Disse resultater og transaktiveringseksperimenter bekræfter, at Sp.1 spiller en central regulatorisk rolle i ekspressionen af ​​vævsspecifikke CD14-molekyler i monocytter.

En anden vigtig transkriptionsfaktor er CCAAT/enhancer-bindende protein, som også spiller en vigtig rolle i reguleringen af ​​aktiviteten af ​​CD14-promotorerne. CD14-mRNA kan også udtrykkes i lever-, lunge- og nyreparenkymceller stimuleret af endotoksin, hvilket indikerer, at CD14 også kan syntetiseres og udskilles i ekstramedullære celler. Men i leveren kan reguleringsmekanismen for CD14-ekspression være anderledes end monocytters, og leveren er hovedkilden til sCD14.